Jeg gør det! Gør jeg?

Jeg gør det! Gør jeg?

Kender du de typer der har alle de rigtige ord i munden, men der sker bare ikke en skid fra deres egen side? Jep – sådan er jeg! Eller jeg har i hvert fald været sådan langt mere end jeg er i dag.

Én ting er at få øjnene op for, at man måske ikke helt er som man godt selv vil være, og man lever måske ikke helt det liv som man godt vil. Se, det er første skridt på vejen. At blive klar over at noget ikke helt er som man ønsker det.
Jamen så skal det jo bare ændres!- det var da ikke så svært……. Jo det var!!! Det betød nemlig, at jeg var nødt til at se på mig selv ude fra. Prøv at se dig selv i spejlet, og se om du kan kende den person du ser. Er det virkelig sådan du vil leve? Er det sådan du vil se ud? Er det sådan du vil være?

Jeg flygtede fra mit spejlbillede! Det gjorde inderligt ondt, at se på et menneske man troede man havde kendt i 20 år, for så at finde ud af at man slet ikke kender vedkommende. Og så var det endda mig selv.
Da man så var blevet nogenlunde tryg ved det, kom det værste spørgsmål: “Tør du godt?”

i den store verden

Tør du lære dig selv at kende? Tør du sætte dig ind i hvad der skal til, for at du når det du vil? -Jeg turde ikke!
Jeg vidste ikke helt hvem jeg var, og jeg havde egentlig heller ikke nogen idé om, hvad jeg egentlig ville. Hvor starter man så? – Fra starten!

Jeg blev ved med at se på mig selv ude fra. Se hvilken person jeg gik rundt og var. Var det virkelig det jeg ville? Gjorde det mig glad at arbejde alt for meget, gå i byen til langt ud på morgenen, for så at starten rutinen forefra? nej det gjorde ej. Livet levede med mig. Jeg blev klar over at noget måtte ændres, hvis jeg ville være glad for mig selv og mit liv. Men hvad? Jeg havde de bedste muligheder til at finde ud af det, da jeg havde fået mig en ny flirt, som selv var i gang med denne udvikling. Så kom spørgsmålet igen: “Tør du godt?”

Man kender til de overordnede ting man vil ændre, men man ved ikke hvordan. Man prøver ting, som man igen hurtigt opgiver, og hvor langt er man så kommet? Men tør man virkelig gå ind i det med hele sin krop og sige: “Hvad skal jeg ændre for at blive den bedste udgave af mig?” 

showtime

Jeg har spillet en del teater igennem mit liv, og den udfordring jeg løb på med mit sind svare til når man skal til at træde ind på en scene. Kroppen ryster, hjertet banker og sveden kan sågar strømme ned ad én. Man har måske følelsen af, at det nemmeste ville være at vende om, og ikke træde ind på den scene! Der bliver man jo set, målt, vejet og vurderet. Fuldstændig det samme som når man ser sig i spejlet. Der er det bare en selv der også er “dommeren”.
Men hvad får man ud af at vende om? Ingen ting. Du flygter fra din frygt, og dermed bevares den.

I mit hoved lød det: “Træd ind på scenen. Du har gjort det før. Det er praktisk talt det samme. Okay…jeg tør godt. Nu…nu gør jeg det! Gør jeg?”

Men jeg gjorde det….

Pernille René
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg gør det! Gør jeg?